En svær tid..

Ja... Ved ikke hvordan jeg skal starte..

Flytningen gik fint, blev rask og fik internet for lige lidt over en uge siden.. Arbejde har været stressende da min kollega har været sygemeldt i et par uger, så jeg har haft ekstra timer.

Rent privat går det af helvedes til.. Mit humør er langt nede når jeg er alene. Udadtil er alting fint.. selvfølgelig, hvorfor skulle det ikke være det?

Min kur er gået helt i vasken og jeg har sikkert også taget på.. Men lad mig give lidt mere info om hvorfor jeg er så nedtrygt for tiden.

I 2005 mødte jeg min mand online igennem et spil vi begge spillede og vi blev hurtigt meget nære venner og ca 3 måneder efter "officielt" kærester. Jeg besøgte ham en uge i USA og vi var allerede der meget forelskede. I marts 2006 blev vi gift her i Danmark på rådhuset da vi elsker hinanden meget højt og ikke ønsker andet et at være mand og kone og leve sammen. Men vi blev dybt skuffede da hans opholdstilladelse blev afvist.

Så.. Stort set hele vores forhold har vi været fra hinanden, i hver sin ende af verden, mig i Danmark og ham i USA. Dette blev en nødvendighed da han ikke kunne/kan få opholdstilladelse her i Danmark før jeg er fyldt 24. Well... Jeg er lige knap 23½ nu..

Så som du/I måske kan se har vi haft et langdistance forhold lige fra starten. Dette er også fint, for som sagt - vi elsker hinanden. Men jo længere tid der går jo svære bliver det. I Marts i år havde han lige været herovre i 3 måneder og gud hvor var det dejligt. Men mit savn bliver størrer for hver dag der går og lige pt, går jeg hver eneste dag uden viden om hvornår jeg ser ham igen. Og det er nok dette der har ramt mig som en lastbil med 240km/t den seneste tid. Jeg er deprimeret når jeg er alene, får ædeflip, føler mig dårlig og har enda overvejet at stikke en finger i halsen nogen gange - men gør det dog ikke. Jeg spiser selvom jeg ikke er sulten og jeg føler ikke at jeg har nogen form for kontrol over mig selv og mine spisevaner (når jeg er alene).

Jeg er forvirret, sur, irreteret og ubeskriveligt skuffet over mig selv.. Jeg hader mig selv og min krop og det gør mig så ked af det når jeg ser mig selv i spejlet. En stor fed alene hval er hvad jeg ser og føler.. Men jeg holder det for mig selv og holder facaden oppe når jeg ikke er alene, selvom jeg indeni har lyst til at ligge mig ned i et dybt hul.

Jeg ved ikke hvorfor jeg skriver dette til skue for "verden".. Måske det er nemmere og jeg tror at jeg eksplodere hvis jeg ikke bare kommer ud med lidt af det..

Er bare så ked af det og jeg savner min mand så meget, at det gør ondt.

Jeg vil bare gerne have energien til at starte på kur igen og rent faktisk gennemfører det, så jeg kan føle mig bare en lille smule lækker til når han kommer tilbage.. Hvilket forhåbentlig er om et par måneder.. Men så runder vi sikkert også et halvt år hvor vi ikke har set hinanden - ja knap nok snakket sammen, fordi den internetforbindelse han har derovre hvor han bor for tiden er SKOD!

*suk*

Nu kan jeg sidde og være flov over at andre læser dette og sikkert tænker; "Kæft en taber.."